Herover for står Pausanias, der i sine berømte rejsebøger fra Grækenland fra 2. århundrede e.Kr. ligeledes beskriver helligdommen for Artemis Laphria og de offerhandlinger, som foregik i forbindelse med det hellige område. Ifølge Pausanias befandt kulten sig omkring et tempel på akropolen i Patras.

Den berømte guld- og elfenbensstatue af den jagende Artemis blev fremstillet af billedhuggerne Soidas og Menaichmos omkring 460 f.Kr. og er formentlig blevet bragt hertil fra Kalydon efter slaget ved Actium i år 31 f.Kr. Ved samme lejlighed blev også Dionysoskulten og statuen af guden overflyttet til den romervenlige by Patras.

Fund af geometrisk keramik i det hellige område omkring de senere templer antyder, at kulten kan have taget sin begyndelse allerede i 8. århundrede f.Kr., men det er først med de arkaiske templer, hvoraf de første opføres omkring 600 f.Kr., at vi med sikkerhed kan dokumentere dens eksistens.

Samtidig med at kulten for Artemis og Dionysos overførtes til Patras efter slaget ved Actium i år 31 f.Kr. deporteredes indbyggerne i Kalydon og den anden store by i kystlandet, Pleuron, til Augustus sejrsby, Nikopolis i Epirus.

Fund af romerske lamper og mønter ved templerne i Kalydon tyder på, at offerhandlinger har fundet sted i helligdommen helt frem til 3. århundrede e.Kr.. Også de nye udgravninger inden for bymuren vidner om, at byen ikke har været helt forladt: For det første blev en stor romersk villa opført på byens akropol i århundrederne efter at byen officielt er forladt. For det andet tyder fundet af en stor helligdom inden for den gamle forsvarsmur på, at kulten fortsatte ind i 1. århundrede e.Kr.

Tempelhøjen
Helligdommen ligger på et højt plateau ca. 40 meter over den flade slette mellem byen og Adriaterhavet mod syd. Fra tempelhøjen er der udsigt over bugten til Peloponnes og den anden store oldtidsby i kystlandet, Pleuron, ses klart mod vest. Længere ude i horisonten skimtes omridset af øerne Zakynthos og Kephalonia.

Ejnar Dyggves forslag til rekonstruktionen af tempelområdet, Heroon og den vestlige del af selve bymuren i hellenistisk tid (Dyggve 1948). Til venstre på planen ses temenosmuren, som definerer det hellige område.

Blandt de vigtigste bygninger skal nævnes:

A. Det lille tempel længst mod SV er et såkaldt antetempel med fremspringende længdemure og søjler i fronten. Det er den almindelige opfattelse, at templet var viet til Apollon, men Ejnar Dyggve foreslår Dionysos som en anden mulighed (et tempel for denne gud er omtalt af Pausanias).

B. Det store peripteraltempel er helligdommen for Artemis Laphria selv. Som tilfældet er med tempel A, har der ligget ældre templer på grunden før det afbildede tempel fra 4. århundrede f.Kr. (se nedenfor).

C. Er fortolket som propylæer (en søjleforhal), der markerer indgangen til det hellige område fra den hellige vej. Bygningen, hvor af kun ganske få fragmenter er bevarede, er formentlig opført på samme tid som det store Artemistempel (tidlig 4. århundrede f.Kr).

J. Fra Propylæerne fører den hellige vej forbi den 63,75 meter lange stoa fra 3.-2. århundrede f.Kr. Stoaen er, som de øvrige ruiner på højen, stærkt forfalden. I stoaen foregik mange aktiviteter og det var her, pilgrimme kunne købe offergaver til de guder, man søgte hjælp hos i templerne indenfor temenosmuren.

Templerne
I områderne foran templerne A og B fandt udgraverne keramik og bronzer fra sengeometrisk tid (sidste halvdel af 8. århundrede f.Kr.) i de dybere lag. En enkelt mindre bygning menes at stamme fra denne tid, og kulten har sikkert, som så mange andre steder, taget sin begyndelse i denne periode.

Før udgravningen havde højen med helligdommene i århundreder været anvendt som lager for byggematerialer, der kunne hentes og bruges i bygninger i de nærliggende landsbyer. Lokale bønder havde opført mindre landejendomme på højen og en kirke viet til Johannes Døberen. Resultatet var en gradvis og usystematisk afmontering af oldtidsbygningerne, hvoraf kun få spor, direkte placeret på klippen, var bevaret, da udgravningerne startede. I fyldlagene lå talrige bygningsdele fra forskellige tider hulter til bulter. Med udgangspunkt i de opsamlede bygningsdele – specielt arkitektoniske tagterrakotter – lykkedes det udgraverne og specielt Ejnar Dyggve at definere et antal templer, eller rettere tagene fra et antal templer. Af de tidlige bygninger, som var af træ, var stort set intet bevaret.

Læs mere om Laphrion i billedgalleriet.