Hovedside | Personale | | Kontakt
Kalydon og myterne
Kalydons historie
Hvor lå Kalydon?
De tidlige udgravninger
De tidlige udgravninger - Laphrion
De tidlige udgravninger - Heroon
De tidlige udgravninger - Heroon - Billedgalleri
Den nye udgravning
Hjem
De tidlige udgravninger - Heroon
Heroon i Kalydon er et gravanlæg og mindesmærke for en lokal hero og fungerede i sin samtid som den samlende helligdom, hvor helten dyrkedes sammen med tidens fælles græske guder og heroer. Det var her, kulthandlingerne fandt sted - f.eks. ofringer og rituelle måltider til ære for den afdøde. Desuden har monumentet lejlighedsvis været benyttet til offentlige fester, musikalske opførelser og sportslege.

Anlægget består af en underjordisk grav og en række rum omkring en central gård. Det er opført i sidste halvdel af 2. århundrede f.Kr. Heroon blev udgravet i årene 1926, 1928 og 1932.

Billede fra udgravningen af Heroon i 20'erne og 30'erne.

Heroon ligger syd for Kalydons vestlige byport og øst for helligdommen for Artemis Laphria. Det er anlagt i et skrånende terræn på en terrasse, der dels hviler på klippegrunden, dels på et kunstigt fyld, som blandt andet består af affald fra det omkringliggende samfunds teglproduktion.

Anlægget er orienteret nord-syd og måler 37,5 X 34,4 m. Ydermurene er opført i kvadre af lokal sandsten, som er så fint tilhuggede, at der hverken har været behov for mørtel eller klamper for at holde stenene sammen. Væggenes inderside er belagt med kalkpuds, som på overfladen er beklædt med et 3-4 mm tykt lag marmorpuds.

Stenene er senere blevet demonteret og genbrugt af den lokale befolkning, hvorfor kun meget lidt af Heroon er bevaret i dag. De nord-østlige mure står dog i 1-1,5 meters højde, mens kun fundamentet er tilbage af resten af anlægget.

Læs mere om Heroon i billedgalleriet.

 
Copyright

ArchaeoData