Udgravningsprojektet blev for den danske dels vedkommende finansieret af generalkonsul Gösta Enboms Fond, Ny Carlsbergfondet og Carlsbergfondet

Udsigt fra Kalydons akropol med Evinosfloden til venstre og Varassovabjerget. Havnen Kryoneri ligger, hvor bjerget møder havet. I baggrunden ses havet og bjergene på Peloponnes.

Den korintiske bugt har altid været en hovedvej mellem øst og vest. Vandet skiller det græske fastland mod nord fra Peloponnes mod syd, men forbinder på samme tid mennesker i kystlandene. Nordsiden af golfen er klipperig, kun omkring Itea ved Delphi og længere mod vest omkring byen Naupaktos breder slettelandet sig ud til kysten. Langs nordsiden af Peloponnes strækker frugtbare dale sig fra kystlandet til de store centrale bjergmassiver. Straks efter Naupaktos ved Rion og Antirion, snævrer bugten ind til en passage, hvor der i 2004 blev åbnet en imponerende bro. Vest for De små Dardaneller, som strædet også kaldes, bliver bugten igen bredere og munder ud i Adriaterhavet som en stor åben tragt.

Først i 1960’erne anlagde man den vej langs bugtens nordkyst, som forbinder Antirion med kystlandet mod vest. Da Frederik Poulsen, Ny Carlsberg Glyptotekets direktør fra 1926 til 1943, gravede i Kalydon i 20’erne og 30’erne, sejlede han, som man gjorde det i oldtiden, fra Patras til den lille havn Kryoneri, det kolde vand, på vestsiden af bjergmassivet Varassova. I det meste af 1900-tallet førte en smalsporet jernbane den rejsende videre den korte vej til Bochoris tæt ved Kalydon, og videre til Mesolonghi og Agrinion.

Fra Kalydons akropol 168 m over havet begrænses udsynet mod øst af det næsten kilometerhøje Varassova, mod syd standses blikket af bjergene omkring Patras og af det peloponnesiske indland. Billedet ovenfor viser udsigten fra Kalydons akropol. På klare dage står profilerne af de ioniske øer, Kephalonia og Zakynthos, tydeligt i horisonten mod vest. Ingen skibe kunne passere bugten uden at blive iagttaget fra Kalydon, det gjaldt f.eks. den travle trafik mellem de græske moderbyer og kolonierne i Syditalien og på Sicilien.

De fem-seks kilometer mellem byen og havet opfyldes af et fladt sletteland omkring Evinosfloden. Nyere geologiske undersøgelser tyder på, at slettelandet i oldtiden har været opfyldt af laguner. Det massive kalkbjerg Varassova forsyner den frugtbare slette med rigelige mængder af ferskvand. Oldtidens bystat var mod nord afgrænset af de lave, skovklædte Arakynthos-bjerge.